10 vigtige pointer fra FN’s Klimapanel

Menneskeskabte klimaforandringer er allerede udbredte, og de intensiveres med stor hast. De påvirker vejret og giver flere ekstreme hændelser over hele kloden. Det har allerede betydet store skader og tab for både mennesker og natur.

Den globale opvarmning er mere omfattende og har større konsekvenser end forventet i IPCC’s seneste vurderingsrapport (AR5) fra 2014.
Halvdelen af alle verdens arter er allerede nu påvirket af klimaforandringerne.
 
Beviserne for at det stigende antal ekstreme klimahændelser som hedebølger, kraftig regn, tørke og tropiske cykloner, skyldes menneskelig indflydelse, er kun blevet styrket.

Påvirkningerne sker hurtigere og ved lavere temperaturstigninger end tidligere vurderet. I øjeblikket ligger den gennemsnitlige globale opvarmning på 1,1°C, og med de nuværende politikker er vi godt på vej mod omkring 3°C. 

Unikke og truede økosystemer forventes at være i høj risiko allerede på meget kort sigt. Allerede ved 1,2°C kan vi forvente massiv trædødelighed, blegnede koralrev, store fald i arter der er afhængige af havis, samt massedød i forbindelse med hedebølger. 

Ved 1,5 °C vil op til 14 procent af de arter, der lever i økosystemer på landjorden, sandsynligvis stå over for en meget høj risiko for udryddelse. Vi vil også opleve mere ekstrem varme og fugt, mere ekstrem nedbør og medfølgende oversvømmelser, og flere tropiske cykloner, naturbrande og ekstreme hændelser i havet.

Hvis den globale opvarmning når op mellem 1,5°C-2,5°C vil der være høj risiko for store enkeltstående begivenheder eller vendepunkter (tipping points), som iskappe-ustabilitet og tab af hele økosystemer i tropiske skove.

Ved en opvarmning på omkring 1,9°C kan halvdelen af den menneskelige befolkning inden for dette århundrede risikere at opleve perioder med livstruende klimatiske forhold.

Ved vedvarende opvarmningsniveauer mellem 2°C og 3°C vil iskapperne i Grønland og Vest-Antarktis næsten forsvinde.

De samfund, der er mest sårbare overfor klimaforandringer, er også dem, der historisk set har udledt færrest drivhusgasser. 

Næsten halvdelen af verdens befolkning (3,3-3,6 milliarder mennesker) lever steder, der er meget sårbare over for klimaændringer. Mellem 2010 og 2020 døde der 15 gange flere som følge af oversvømmelser, tørke og storme i meget sårbare regioner sammenlignet med regioner med meget lav sårbarhed.

Med politikker implementeret inden udgangen af 2020 er vi inden slutningen af dette århundrede på vej mod en opvarmning på 2,2°C-3,5°C. (Estimat, der dækker nyere politikker, giver en lidt bedre vurdering af medianopvarmningen på 2,7°C.)

I stedet for den halvering at den globale udledning inden 2030, som er nødvendigt for at overholde Paris-aftalens opvarmningsgrænse på 1,5°C, er der med de nuværende politikker ikke udsigt til noget fald overhovedet.

Vi er på vej til at nå en gennemsnitlig global opvarmning på 1,5°C i løbet af 2030’erne. Det, der betyder noget nu, er, om opvarmningen stopper der og efterfølges af en vis afkøling, eller om den blot fortsætter.

Hvis vi handler hurtigt og drastisk er Parisaftalens langsigtede temperaturmål stadig inden for rækkevidde. Så kan toppen af den globale opvarmning nås ved omkring 1,5°C-1,6°C, hvorefter den kan falde tilbage til omkring 1,4°C i slutningen af dette århundrede.

Det vil kræve en halvering af de globale udledninger inden 2030, fulgt op af en netto nul CO2-udledning omkring 2050, efterfulgt af en vedvarende negativ CO2-udledning hvor der fjernes mere, end der udledes.

Det er vigtigt at begrænse enhver overskridelse af de 1,5°C så meget som muligt og i den kortest mulige periode, da den gradvise afkøling ikke vil have indflydelse på de uoprettelige skader, der udløses af spidsopvarmningen (såsom artstab eller isafsmeltning).

Vi har alle de værktøjer, vi har brug for, for at halvere de globale udledninger inden 2030. De største forandringer skal ske ved hjælp af sol- og vindenergi, beskyttelse og genopretning af skove og andre økosystemer, klimavenlige fødevaresystemer og energieffektivitet i dens mange former.

En af de foranstaltninger, der har størst potentiale, er et skifte til kødfattige diæter – i IPCC-rapporterne kaldet “afbalanceret bæredygtig kost”.

Hvis vi fortsætter med at bruge den samme mængde af fossile brændsler, er det nok til i sig selv at overskride opvarmningsgrænsen på 1,5°C. 

Derfor mener Greenpeaces ikke, at der er plads til flere nye udvindinger af olie, gas og kul, mens de eksisterende fossile brændstoffer skal udfases hurtigt. IPCC er ikke ligeså bastant i sine konklusioner, da klimapanelet ikke har mandat til at komme med politiske anbefalinger, men vi mener, at fakta taler for sig selv.

Vi er gået ind i et kritisk årti, hvor vi skal halvere de globale emissioner, samtidig med at vi leverer på fødevaresikkerheden og beskytter og genopretter naturen.

Vi skal levere reelle løsninger – ikke kun på papiret – og den store game-changer siden den forrige vurdering fra IPCC er gennembruddet for sol og vind, som nu når omkostningsniveauer svarende til eller under fossile brændstoffer og hermed er klar til at muliggøre dekarbonisering af forskellige sektorer gennem elektrificering.

Nye teknologier som carbon capture and storage (CCS) har igen ikke gjort væsentlige fremskridt. Det spiller en stor rolle i mange udledningssreduktionsmodeller, men leverer stadig ikke i stor skala i det virkelige liv. IPCC vurderer potentialet for CCS til at være meget lille og dyrt i dette kritiske årti før 2030. 

Omfanget og hastigheden af de nødvendige omlægninger må ske med tanke på lighed og social retfærdighed. Dem med det største ansvar for udledningerne må gå forrest.

Der er penge nok i verden til at gennemføre reelle ændringer, men i dag er offentlige og private finansieringsstrømme til fossile brændstoffer stadig større end dem til klimatilpasning og afbødning.

Der skal investeres tre til seks gange mere end nu for at afbøde klimaforandringerne inden 2030, og det største behov ligger i udviklingslandene. 
Både regeringer og finansielle institutioner må tilpasse deres mål og politikker til 1,5°C, og på internationalt plan skal der findes retfærdige løsninger, der opfylder tilpasnings- og afbødningsbehovene og adresserer tab og skader for de mindst ansvarlige.

Hvis vi skal nå Parisaftalens mål, må vi kalde alle mand på dæk. Mulighederne for at nå at indføre nye tiltag i tide svinder hastigt. Vi er nødt til at tænke større end enkelte teknologier, sektorer og aktører og vedtage holistiske, inkluderende og samfundforandrende tiltag.

Det er essentielt, at vi ser handling, der beskytter og genopretter vores biodiversitet. Ved at passe på naturen passer vi på os selv. Ifølge IPCC skal 30 til 50 procent af verdens land-, ferskvands- og havområder beskyttes, for at vi kan bevare biodiversitet og modstandsdygtige økosystemer.

For at opnå de nødvendige “hurtige og vidtrækkende forandringer på tværs af alle sektorer og systemer” har vi brug for omfattende lovgivning og politikker og for internationalt samarbejde. Og så må dem med størst ansvar og økonomisk kapacitet gå forrest. Dette gælder både for regeringer, virksomheder, investorer og alle andre med penge og magt.