Skibet, der har stoppet hvalfangere i Det Sydlige Ishav, afsløret ulovligt fiskeri i Afrika og er blevet bordet i internationalt farvand af bevæbnede russiske sikkerhedsstyrker, kommer til København.

I denne uge lægger Greenpeace-skibet Arctic Sunrise til ved Amaliekajen i København på vej til Arktis, og i weekenden d. 6.-7. april i tidsrummet kl. 10-15 holder skibet åbent for alle, der har lyst til en gratis rundvisning om bord.

Her kan man møde skibets besætning, og høre nogle af de mange spændende historier fra 24 års sejlads på verdenshavene i miljøets tjeneste og om den ambitiøse ekspedition, som skibet nu er på vej ud på for at beskytte verdenshavene.

Læs om Arctic Sunrise’ historie

Kom ned på havbunden i Antarktis med VR

Der er mulighed for en række oplevelser på Arctic Sunrise i weekenden. Blandt andet en tur til havbunden i Antarktis med virtual reality. Med den spanske Oscar-vindende skuespiller, Javier Bardem, som guide.

Virtual reality-filmen blev til sidste forår, da skibet var i Antarktis med et hold forskere om bord for at sætte fokus på miljøtruslerne mod det afsidesliggende naturområde. Sammen med forskerne dykkede Javier Bardem i en ubåd ned for at studere og dokumentere havbunden. Turen blev filmet i virtual reality, og det er nu for første gang muligt at opleve den i Danmark.

Den spanske skuespiller og Antarktis-ambassadør Javier Bardem er på vej ned for at udforske havbunden i en af klodens mest afsidesliggende egne.

Første stop på en ambitiøs ekspedition

København er første stop på Arctic Sunrise’ tur til Arktis, hvor skibet stævner ud på en af de mest ambitiøse Greenpeace-ekspeditioner nogensinde for at sætte fokus på det presserende behov for beskyttelse af verdenshavene.

“Havenes økosystemer er under enormt pres fra bl.a. forurening, fiskeri, og klimaforandringer. Overalt i vores verdenshave er der brug for oprettelse beskyttede områder, hvor naturen får et åndehul, så den bedre kan modstå de mange trusler.” Siger Sune Scheller, projektleder i Greenpeace

Send et budskab fra fremtiden

På dækket af Arctic Sunrise bliver der også mulighed for at høre om og deltage i flere af Greenpeaces aktuelle kampagner.

Lørdag sætter vi fokus på klima og det kommende folketingsvalg. Der bliver mulighed for at blive sminket ældre og sende et budskab fra fremtiden til politikerne i dag om, at vi skal handle for klimaet nu.

Søndag vil der være smagsprøver på plantebaseret mad og gratis madopskrifter, når vi sætter fokus på behovet for flere planter og mindre kød i både vores landbrug og køkkener.

Børn er velkomne om bord begge dage, hvor de kan folde en vindmølle, få malet en regnbue på kinden, prøve nogle af vores sjove kostumer, eller sætte sig i kaptajnens stol og lege kaptajn for en dag.

Læs mere, vis din interesse og del begivenheden med dine venner på Facebook

Bliv kaptajn for en dag – børn er meget velkomne om bord på Arctic Sunrise.