Kære Dan Jørgensen. Kære Lea Wermelin. Kære Mogens Jensen. Kære jer, der er mødt op her i dag, uden sammenligning. Det er en ære at være i blandt jer. Jer, der er taget herind, fordi I stadig håber og ved, at et andet system er muligt.
Jeg kunne sige meget om svin, jeg kunne tale længe om bier. Men jeg vil hellere fortælle jer om mine børn. For lidt under et år siden fødte jeg min datter. Hun er mit andet barn, nu har jeg to: Bror og Petruska. Jeg kan huske, hvor lykkelig jeg var.
Se hele talen fra Operation Klimahandling her:
At vågne og have glemt at man har fået en baby og så opdage det lille varme menneske, der ligger og sover ved siden af én. Jeg var så lykkelig, at jeg tænkte; sådan her har ingen lov at have det. Så stor en lykke har intet menneske krav på. Så begyndte jeg at læse om klimaforandringerne.
Jeg skulle skrive scener til et teaterstykke til unge mennesker om klimaforandringerne. Og den information der mødte mig rystede min verden, den bliver aldrig den samme igen. En krise der før fremstod meget abstrakt og fjern blev rasende nær.
At vågne og have glemt at katastrofen nærmer sig og så opdage den angst, der ligger og tuder ved siden af én. Den gør mig rastløs og ulykkelig. Jeg bærer den i mine arme, hvor end jeg går hen, den klæber til mig og vil ikke løsne grebet i min jakke.
I arbejdet med teaterstykket sendte vi spørgeskemaer ud til målgruppen for publikum. Her svarede unge meget præcist på, hvilke konsekvenser klimaforandringerne har og vil få. Men når vi spurgte dem, hvad man kunne gøre for at forhindre denne katastrofe, svarede de, at man skulle holde op med at smide skrald på gaden. At man skulle sortere sit affald.
Ingen har fortalt de unge, at vi kan ændre dette meningsløse, rigide, brutale samfund strukturelt. Ingen har fortalt dem, at nogen har et ansvar for det, der vil ramme os alle. At vores politikere undlader at handle på trods af opbakning fra både vælgere og virksomheder. Ingen har læst op for dem af forfatter Asta Olivia Nordenhof, der skriver: Kapitalismen er en massakre. Kapitalismen er en massakre. Men vi er levende, og vi kan ende kapitalismen.
Efter premieren på teaterstykket blev det, af en anmelder anklaget for at opfordre til civil ulydighed. Til at begå ulovligheder. Jeg vil hermed opfordre alle til at samle deres venner og mødre og fædre og søstre og tage del i oprøret: bloker vejene, sæt jer i lyskrydsene, besæt ministerierne. Begå civil ulydighed. Alle jer, der står her. Alle jer der har en krop; I skal stille jer dér, hvor de siger I ikke må stå. Alle jer, der har en stemme; I skal tale om dét, de ikke vil høre. Magten har aldrig afgivet noget uden et krav. Det har den aldrig gjort, det vil den aldrig gøre.
Hvad angår jer. Lea. Mogens. Dan.
Al denne angst, der nu bor på min krop. Der sætter sig på mit hjerte, så jeg ikke kan elske og sætter sig på mit hoved, så jeg ikke kan tænke – der ikke vil gå væk. Jeg øver mig i at sove om natten, jeg øver mig i at glemme forskernes advarsler, jeg øver mig i at formulere en tålelig version til mine børn, når de en dag vil se på mig og sige: Mor? De siger at Amazonas brænder. Der går ild i dyrene. Mor? De siger at isen smelter og havet vil sluge byerne. Mor? De siger at bierne dør, der står i avisen at vores økosystem kollapser?
Jeg lægger min angst her i dag, jeg vil ikke have den længere. Den er til jer, den skal bo på jeres kontorer. Den skal følge efter jer om aftenen og krybe op i jeres senge. Den skal flytte ind i jeres huse og tage plads på jeres hoveder, på jeres brystkasser. Den skal få jer til at se og ære denne meget vilde, meget smukke, overlegne, uundværlige klode. Den skal få jer til at droppe jeres strategiske magtlege og tvinge jer til at tage de store, svære, rigtige beslutninger. Kære Dan, Lea, Mogens: I ved det allerede: denne massakre, denne røvsyge iskolde kapitalisme vil ende. Om I vil det eller ej. På den ene eller anden måde.
Alexandre Moltke Johansens tale blev holdt den 9. oktober ved Operation Klimahandling foran Miljø- og Fødevareministeriet.