For tre årtier siden sluttede jeg mig til Greenpeace, fordi jeg ville ændre verden. Jeg er beæret og ydmyg over nu at påtage mig udfordringen som international generalsekretær. Det er et stort ansvar. Mit yngre jeg ville flippe ud lige nu, skriver Mads Flarup Christensen i dette indlæg.
Jeg begyndte som frivillig i Greenpeace i 1992. En ung, frustreret og utålmodig aktivist, dybt inspireret af Greenpeaces evne til at tale magthaverne midt imod. 1992 var også året, hvor 1.700 videnskabsfolk – inklusiv flere nobelprismodtagere – underskrev “World Scientist’s Warning to Humanity“, som indeholdt dybt foruroligende data om klima og biodiversitet. Videnskabsfolkene understregede her, at “store ændringer” var nødvendige for at undgå “omfattende menneskelig lidelse”. 1992 var også året for Rio-topmødet, som senere førte til etableringen af flere vigtige aftaler, herunder Parisaftalen og Kyotoprotokollen.
Greenpeaces tilstedeværelse på Rio-topmødet i 1992. © Greenpeace / Steve Morgan
Lige fra dengang og frem til nu, hvor jeg sidder i min nye rolle som generalsekretær for Greenpeace International, har jeg gang på gang måttet minde mig selv om, at jeg må være tålmodig og vedholdende. For det tager tid at vinde. Både dengang og i dag kan jeg blive uendeligt træt af at skulle gentage mig selv, når jeg forklarer de grundlæggende årsager til polykrisen – at vi ikke kan have uendelig vækst på en planet med begrænsede ressourcer, at der investeres så meget mere i krige end i fred, at en lille gruppe rige mennesker prioriteres over de manges velbefindende – men så minder jeg mig selv om, at vi skal være modige og omfavne håbet. At vi sammen må sejle ind i stormvejret, selv når sejren er usikker. Vores skæbne og fremtiden for alle levende væsener afgøres af, hvad der sker i malstrømmen.
Mads Flarup Christensen:
I foråret blev Mads Flarup Christensen konstitueret som generalsekretær for Greenpeace International. Nu er rollen blevet permanent.
Stillingen blev ledig, efter at den tidligere generalsekretær, Jennifer Morgan, i februar skiftede job.
Med base i København har Mads Flarup Christensen de seneste 15 år været generalsekretær for Greenpeace Nordic, der har kontorer i Danmark, Norge, Sverige og Finland.
Han begyndte i Greenpeace som frivillig i 1992 og har været en del af organisationen gennem tre årtier.
Den globale havtraktat – en aftale om at beskytte 30% af verdens have inden 2030 – krævede 20 års hårdt arbejde, men vi fik den. Seks måneder efter dens vedtagelse underskrev dusinvis af regeringer traktaten under FN’s Generalforsamling i New York i september, noget jeg selv havde den ære at være vidne til.
Arbejdet for at gøre radikal klimahandling til mainstream begyndte for 30 år siden, og selvom vi endnu ikke er i mål, så kommer vi hver dag tættere på. Det sker takket være den vedholdenhed og kreativitet og ikke mindst det mod, som udvises af millioner af mennesker rundt om i verden. Mennesker som er en del af den voksende bevægelse for klima- og social-retfærdighed, og som forstår, at vi ikke kan opnå en grøn fremtid uden fred, og at vi kan ikke opnå fred uden retfærdighed.
Ved at samle os og kæmpe for vores fælles bedste sætter vi en ny kurs for menneskeheden, hvor vi arbejder for at bevare, beskytte og genoprette den naturlige verden ved at leve inden for de planetare grænser. Vi må konstant minde os selv om den kraft, der ligger i at handle sammen som en inkluderende og bred bevægelse, der kræver forandring. Vores styrke ligger i vores fælles værdier, visioner og mål og i vores evne til at opbygge en modpol til dem, der blokerer for eller blot forholder sig passivt i arbejdet for en grøn, fredelig og retfærdig fremtid. En fremtid hvor ingen bliver efterladt.
Beslutningstagere fra især de største forurenende lande skal presses til at gå forrest i bestræbelserne for at opnå klimaretfærdighed ved at udføre en hurtig og retfærdig udfasning af fossile brændstoffer. Videnskaben er entydig, og både de politiske ledere og erhvervslederne ved, hvad der skal til. Imidlertid har ingen af verdens største producenter af fossile brændstoffer endnu forpligtet sig til at stoppe deres investeringer i ny olie- og gasproduktion. Tværtimod.
Fem lande er alene ansvarlige for over halvdelen af den planlagte udvinding af ny olie- og gas i verden: USA, Canada, Australien, Norge og Storbritannien. Kun få mindre olie-producerende lande har fastsat afslutningsdatoer for deres olie- og gasproduktion. Kina udbygger lige nu sin kulkraft seks gange så meget som resten af verden tilsammen. I Australien har Queensland alene 18 kulmineprojekter i støbeskeen.
Virkeligheden er barsk, og dag efter dag ser vi de ødelæggende virkninger, som klimakrisen har på mennesker og samfund over hele verden – især hos dem, der har gjort mindst for at forårsage den.
Greenpeace skal fortsætte med at fokusere på at ændre den magtbalance, der tilgodeser privat profit og magt for de få, til i stedet at fremme planetær sundhed og velstand for de mange. Udfordringen er enorm, men sammen er vi stærke, og vi kan vinde.
Jeg er beæret og ydmyg over at påtage mig udfordringen som international generalsekretær for Greenpeace. Det er et stort ansvar. Mit yngre jeg ville flippe ud lige nu. Men jeg trækker vejret dybt og trækker på de erfaringer om vedholdenhed, jeg har draget i løbet af de sidste tre årtier, og jeg minder mig selv om, at jeg skal være tålmodig og håbefuld, fordi mennesker, der handler i forening, er en stor magtfaktor. Jeg tilsluttede mig Greenpeace, fordi jeg ville ændre verden. Her tre årtier senere er jeg fortsat aktivist sammen med alle jer.