Tak til alle jer, der har gjort vores arbejde muligt i 2023!  I fotogalleriet nedenunder kan du se årets vildeste naturbilleder fanget af Greenpeaces fotografer. Under galleriet kan du læse om nogle af de vigtige, grønne sejre, vi har opnået sammen i løbet af året. 

Hvilke grønne fremskridt opnåede vi sammen i 2023?

I 2023 sikrede vi adskillige sejre for vores klima og miljø både i Danmark og globalt. Her kan du læse nogle af dem.

Samadai Rev - Det Røde Hav © Greenpeace / Marco Care
© Greenpeace / Marco Care

En kæmpe miljøkatastrofe i Det Røde Hav er forhindret

Efter massivt pres fra Greenpeace blev mere end en million tønder olie fjernet fra et efterladt olietankskib. Vi er så lettede over, at historiens værste olieudslip er afværget i det sårbare og biodiverse økosystem i Det Røde Hav. Du kan læse mere i artiklen her.

EU forbyder “bidræber”

EU-domstolen udsendte et totalforbud mod sprøjtemidler med neonikotinoider, der ifølge forskere slår bier ihjel. Neonikotinoider har været forbudt i EU siden 2018. Alligevel har Danmark og andre medlemslande fået dispensation til at bruge de forbudte stoffer. Men nu er det endegyldigt slut, og det er et vigtigt skridt i retning af at stoppe udryddelsen af bier og insekter.

God nyhed for verdens største kulstofdræn 

Den Demokratiske Republik Congos (DRC) regering har for tredje gang forsøgt at sælge olie- og gasfelter på størrelse med Ghana – og de mislykkedes igen! Auktionen af 30 olie- og gasfelter er en trussel mod både lokalsamfund og den ekstraordinære biodiversitet i Congo-bassinet – verdens største kulstofdræn og næststørste regnskov. Nu glæder vi os over, at det igen lykkedes os at få forsinket salget og beskytte regnskoven.

Slut med matrikelfinten – en sejr for dansk natur

Sammen med lokalsamfund protesterede Greenpeace for at ændre et smuthul i den danske lov, der giver store svinefabrikker mulighed for at dele deres grunde op i to og dermed forurene dobbelt så meget indenfor det samme areal. Kort tid efter annoncerede miljøministeren, at loven skulle ændres. Det ser ud til, at der vil være et massivt flertal for loven, som ministeren håber træder i kraft i starten af 2024. Det markerer en stor miljøsejr over de forurenende svinefabrikker i Danmark. Vi arbejder videre for, at flere politikere stopper med at holde hånden over svineindustrien og i stedet passer på mennesker, dyr og natur.

Vi bremser minedrift på havbunden

Mineindustrien havde meddelt investorer og medier, at juli 2023 ville være begyndelsen på deres rovdrift af havbunden. Men efter massivt pres fra Greenpeace, lykkes det ikke industrien at få grønt lys til at starte på kort sigt. Det er godt nyt for alle økosystemer og det enestående dyreliv på bunden af de dybeste oceaner, at deres levesteder ikke skal pløjes op af tonstunge maskiner. Der er dog stadig meget at gøre for at beskytte havet fra dybhavsminedrift på længere sigt – vi fortsætter arbejdet, indtil vi har sat en stopper for denne nye trussel mod havet.

Et snævert flertal i Europa-Parlamentet stemte ja til den vigtigste naturlov i årtier i Europa!

En lov, der for første gang sætter juridisk bindende mål for, hvornår EU-landene skal bringe naturen i god tilstand igen. Med den her nye lov i værktøjskassen kan vi holde vores regeringer fast på deres ansvar for at beskytte den truede natur. Den endelige lovtekst skal stadig forhandles på plads, og Greenpeace arbejder for, at den bliver så effektiv som muligt for Europas mange pressede arter.

Agersøsund får en fortjent pause

Det har været en sej kamp at få stoppet importen af norsk oliespildevand, som i al for lang tid har fået lov til at forurene og ødelægge farvandet rundt om Agersø. Nu har miljøministeriet meddelt, at Danmark i to konkrete sager stopper importen af norsk spildevand med lavt olieindhold. Presset har virket og den norske olieindustri er endeligt smidt ud af det hårdt prøvede Agersøsund.

En ny dom i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) er godt nyt for klimaaktivismen.

Retten mener, at de russiske myndigheder vilkårligt anholdte 28 Greenpeace-aktivister og krænkede deres ytringsfrihed under en aktion mod olieproduktion i Arktis i 2013. Med dommen sender EMD et klart signal til europæiske stater om at beskytte folks ret til at protestere.

Hyundai forpligter sig til at hjælpe med at stoppe ulovlig minedrift i Amazonas.

Det sker, efter at Greenpeace har offentliggjort en rapport, der afslører, at det tunge maskineri fremstillet af Hyundai er det foretrukne mærke til brugen af ulovlig minedrift i oprindelige folks områder i Amazonas. Virksomheden siger, at de vil forhindre gravemaskinerne i at blive brugt i den ulovlige praksis. 

Den vigtigste sejr for havet

Endelig – efter mange år med forskning, kampagnearbejde, påvirkning af politikere og mobilisering af mere end fem millioner personer på verdensplan – kunne vi i 2023 fejre, at verdens ledere endelig sikrede en global havtraktat. Det kan redde vores oceaner fra en katastrofe. Greenpeace har i næsten to årtier kæmpet for en havtraktat, og vi fortsatte med at lægge pres på politikerne indtil sidste sekund af forhandlingerne, hvor vi var til stede i New York. Nu arbejder vi for, at FN-havtraktatens løfter omsættes til globale netværk af beskyttede havområder. Kun sådan kan sårbare økosystemer og enestående havliv komme sig og trives.

Grønne nyheder direkte i din indbakke

Du kan skrive dig op til at modtage e-mails her. Du kan til enhver tid afmelde mailene igen. 

Skriv dig op