Foto: Thore Jahn fra Unsplash
Med en kompensationspris på 133.000 kroner per hektar kan finanslovens årlige 200 millioner kroner kun finansiere udtagning af 15.000 hektar lavbundsjorde i 2030. Det er slet ikke nok for at sænke landbrugets pres på klimaet og naturen, skriver Mads Flarup Christensen og Tarjei Haaland i Altinget-indlæg.
Udtagning af landbrugsjord er blevet en politisk varm kartoffel den seneste tid, og når afgørende politiske pakker på ryggen af klimaforandringernes brændende platform til foråret skal forhandles, må og skal regeringen og flertal i Folketinget flytte diskussionen fra ord til handling.
Det er lidt af et columbusæg at tage de mest klimabelastende landbrugsjorde ud af drift, fordi det både skåner klimaet for betydelige udledninger og samtidig frigiver plads, som er en altafgørende forudsætning, både når det gælder indfrielsen af klimalovens 70%-mål og den kommende natur- og biodiversitetspakke fra regeringen.
Regeringens forståelsespapir
Regeringen er da også ganske klar i mælet i sit forståelsespapir, hvor man skriver, at “bindende reduktionsmål for landbruget skal forpligte erhvervet til at nedbringe udledningen af drivhusgasser. Landbrugsstøtten skal bruges aktivt som et redskab til at give landmænd incitament til at omstille til mere bæredygtig produktion […]. En ny regering vil også tage initiativ til en jordreform, herunder udtagning af landbrugsjord til natur.”
Greenpeace offentliggjorde i maj i år rapporten ‘Halvt så mange køer og svin – klimaanalyse af ikke-kvotesektorens og dansk landbrugs 2030-bidrag til at indfri 1,5 gradersmålet’.
Her foreslår vi – både af hensyn til klima og biodiversitet – indtil 2030 at udtage knapt 360.000 hektar landbrugsjord til mere skov, mere natur og mere permanent græs. Heraf er 48.400 hektar kulstofrige jorde, de såkaldte lavbundsjorde.
Halver antallet af køer og svin
For at skaffe plads til dette – og for også at kunne nedbringe importen af sojafoder fra især Sydamerika – skal arealet af landbrugsjord anvendt til produktion af dyrefoder reduceres med godt en tredjedel ved gradvist at halvere antallet af køer og svin indtil 2030.
Tilsammen kan dette føre til en samlet reduktion i 2030 på 5,7 millioner tons CO2-ækvivalenter, hvoraf halveringen af antallet af køer og svin vil stå for godt halvdelen, nemlig tre millioner tons.
Den foreslåede årlige skovrejsning på 210.000 hektar vil indtil 2030 vil føre til et CO2-optag på knapt 0,9 millioner tons i 2030. Og udtag af de 48.400 hektar lavbundsjorde vil i 2030 alene stå for en CO2-reduktion på 1,3 millioner tons.
Forureneren betaler-princip
Lavbundsjorde burde aldrig have været opdyrket – drænet og i mange tilfælde pløjet – da det leder til store udslip af CO2 på grund af fjernelse af beskyttende vanddækning og iltning.
Mange lavbundsjorde dyrkes på grund af muligheden for at få hektar-støtte på trods af, at udbyttet ofte er ringe. Andre lavbundsjorde giver gode udbytter.
En tommelfingerregel er, at lavbundsjorde i sammenhængende arealer i stort omfang bruges til afgrøder som kartofler og gulerødder, og at omkostningerne ved udtagning her vil være betydeligt større, end når det gælder de mere spredte arealer.
Landbrug & Fødevarer har i den aktuelle debat om udtag af lavbundsjorde meldt ud, at der skal kompenseres med 150.000 kroner per hektar, og i forbindelse med finanslovsforhandlingerne taltes der om et kompensationsbeløb på 133.000 kroner per hektar.
Reelt vil det betyde, at landmænd, der med hektarstøtte har opdyrket kulstofrige jorde med markante CO2-udslip til følge, skal betales for at ophøre med det. Med andre ord et omvendt “forureneren betaler-princip”.
Svarer til sølle 15 procent
Med en kompensationspris på 133.000 kroner per hektar vil finanslovens pulje på 200 millioner kroner årligt frem til 2030 kun føre til udtag af 1.500 hektar om året.
Det er i alt 15.000 hektar i 2030, hvilket svarer til sølle 15 procent af de 100.000 hektar, som Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening har fremlagt forslag om.
Eller knap ni procent af de 171.000 hektar lavbundsjord, som man – efter nu at have opdaget en regnefejl – mener findes i Danmark.
Med andre ord ville der kun være råd til at udtage en lille andel af de lavbundsjorde, som udleder størstedelen af CO2-udslippet fra landbrugsjorden.
Hvis skatteyderne skal betale kompensation for at udtage lavbundsjorde, så bør kompensationen som minimum differentieres i forhold til det faktiske udbytte, som dyrkning af lavbundsjordene giver. Lav kompensation, hvis udbyttet har været lavt og vice versa.
Indførte man en CO2-afgift svarende til “forureneren betaler-princippet”, ville der med den aktuelle EU-kvotepris på 186 kroner per ton skulle betales en afgift på 5.800 kroner per hektar på dyrket lavbundsjord, der i gennemsnit udleder 31 tons CO2 per hektar.
Mindre kompensation per hektar
Hvis man anvender en CO2-pris på 792 kroner per ton, som Ea Energianalyse har estimeret som omkostningen for at opfylde 70 procent-målet i 2030, svarer det til godt 24.000 kroner per hektar.
Man kan også argumentere for, at lavbundsjorde, som tages ud af produktion, fortsat skal kunne modtage hektarstøtte.
I 2019 udgør den i snit 1530 kroner per hektar grundbetaling og 704 kroner per hektar i grøn støtte – i alt 2.234 kroner per hektar.
EU-Kommissionen har i deres udspil for den fremtidige europæiske landbrugsstøtte (CAP) lagt op til – og dermed signaleret – at kulstofrige jorde ikke fortsat bør dyrkes ved at gøre det muligt for medlemslandene – udover brug af såkaldte eco-schemes – at anvende det, der kaldes ”enhanced conditionality” med såkaldte GEAC’er.
Et par eksempler på disse med relevans for udtagning af lavbundsjorde er GAEC 2: “Appropriate protection of wetland and peatland by prohibiting drainage for alternative land uses of designated sensitive areas”.
Der er også GAEC 10: “Ban on converting or ploughing all permanent grassland in Natura 2000 sites”. Hvordan vil regeringen mon implementere dette?
Siden 2015 har der årligt kunnet overføres 15 procent – cirka én milliard kroner – fra passiv arealstøtte (søjle 1) til landdistriktsmidler (søjle 2) til at understøtte den grønne omstilling af landbruget.
Danmark overfører i dag kun syv procent – lidt under halvdelen. Samtidig er Estland, Storbritannien, Holland og Frankrig bedre til at prioritere denne mulighed.
Her ligger i første omgang en mulighed for at finansiere et større udtag af lavbundsjorde end de 1.500 hektar om året, der kan blive konsekvensen af finanslovens 200 millioner kroner om året.
Foråret må ikke blive forsømt
Diskussionen er nu på dagsordenen, og det er i hvert fald værd at overveje rimeligheden i, hvorvidt samfundet skal bruge op til 150.000 kroner per hektar jord på at gøre det rette i den her sag.
Vigtigst af alt må det afgørende forår foran os pinedød ikke blive forsømt, når det gælder udtagningen af landbrugsjord.
Både som et afgørende virkemiddel for både indfri klimalovens stærke mål og til at sikre en slagkraftig natur- og biodiversitetspakke. God arbejdslyst til regeringen.